Vellykket foredrag om systemstress med Karin B. Nissen

Systemstress rammer mange, men tales stadig alt for lidt om – derfor inviterede Solsikke-netværket til en aften med fokus på det usynlige pres, som mange lever med hver dag.

Foredraget blev holdt den 2. april og det blev en aften med masser af indsigt, refleksion og genkendelse.

Karin B. Nissen satte ord på det, mange af os har mærket på egen krop, men haft svært ved at forklare: systemstress.

Systemstress opstår, når mødet med det offentlige system – som burde hjælpe – i stedet bliver en kilde til belastning og mistrivsel. Det handler om følelsen af at være mistænkeliggjort, om krav, man ikke kan overskue, og om en hverdag, hvor e-Boks kan give hjertebanken.

Karin fortalte indlevende og præcist om, hvordan både borgere og sagsbehandlere bliver fanget i et system, der ikke altid giver plads til menneskelighed. Hun satte også ord på den moralske stress, som fagpersoner kan opleve, når de ikke har mulighed for at hjælpe, som de gerne vil.

Der var stort engagement fra deltagerne, og spørgelysten var stor. Det var tydeligt, at mange kunne spejle sig i emnet – og at foredraget gav anledning til både refleksion, spørgsmål og vigtige samtaler.

Vi hørte flere sige, at de følte sig set og forstået. At det gav ro at høre, at de ikke er alene – og at det ikke er dem, der er “forkerte”, men et system, der alt for ofte svigter.

Vi fik mange gode idéer med hjem til, hvordan vi som forældre og borgere kan håndtere systemstress – men også en vigtig erkendelse:
Hvis vi for alvor skal ændre noget, skal vi turde tale om den kultur og forråelse, der har fået lov at vokse frem.

Foredraget var det første i en række af arrangementer, vi planlægger i Solsikke-netværket. Målet er at skabe fællesskab, viden og forandring – for familier med børn og unge, som har brug for noget andet end “one size fits all”.

Du kan følge med i vores kommende arrangementer og aktiviteter her: https://www.solsikke-netvaerket.dk/aarshjul/

Tak til alle jer, der deltog – og en særlig tak til Karin for hendes nærværende, modige og fagligt stærke oplæg.

Læs mere om Karin B. Nissen her: https://www.karinbnissen.dk/